Nyheder

BRFfonden afsætter 600 millioner DKK til håndværkskollegier

23. marts 2022

BRFfonden har i 2021 uddelt 205 millioner kroner til Fonden for Håndværkskollegier til opførelse af en række kollegier for unge håndværkere og har derudover besluttet at hæve uddelingsrammen med yderligere 200 millioner kroner. Opførelserne af kollegierne skrider planmæssigt frem i Horsens, Herning og Roskilde, fremgår det af Fondens årsrapport.

BRFfondens mission om at bidrage til at øge både kendskabet til og respekten for håndværksfaget gennem opførelsen af en række håndværkskollegier bliver stadig mere konkret. Spadestikket til det første kollegie i Horsens er taget, og aftalerne for de to næste i Herning og i Roskilde er på plads. Derfor øger fonden nu uddelingen. I alt forventes fonden at uddele omkring en milliard kroner til Fonden for Håndværkskollegier, der står for selve opførelsen af kollegierne.

”Vi bevæger os nu for alvor fra planlægning til opførelse og fuldførelse af kollegierne. Hvert med deres eget særlige udtryk og alle opført med høj kvalitet i byggeriet, en stærk miljøprofil, arkitektonisk kvalitet med bæredygtighed som et grundelement både i planlægning, udførelse og i den efterfølgende drift af kollegierne,” siger Kristian May, direktør i BRFfonden.

Der har været et begivenhedsrigt år i fonden. Det første spadestik til kollegiet i Horsens blev således taget på den 25. oktober 2021, og det er nu under opførelse i regi af Fonden for Håndværkskollegier med CASA som totalentreprenør. Kollegiet forventes færdiggjort i 4. kvartal 2023. I foråret 2021 blev der gennemført først en idekonkurrence og efterfølgende en projektkonkurrence om Håndværkskollegiet i Herning. Konkurrencen blev vundet af Dorte Mandrup A/S, og projektet blev i december 2021, gennem en uddeling, overdraget til Fonden for Håndværkskollegier, som nu forestår det videre arbejde med projektering mv. Håndværkskollegiet i Herning står efter al forventning færdigt primo 2025.

Endelig indgik BRFfonden i oktober 2021 en aftale om projektudvikling og forkøbsret med Roskilde Kommune om udviklingen af Håndværkskollegiet i Roskilde på en ca. 5.500 m2 grund i Musicon-området.

BRFfonden har iværksat en udviklingsproces for kollegiet tilsvarende den proces, der blev gennemført for kollegierne i Horsens og Herning, og som løber frem til december 2023.

På nuværende tidspunkt forventes Håndværkskollegiet i Roskilde at kunne stå̊ færdigt primo 2027.

”Aktiviteterne med håndværkskollegierne er i disse år fondens helt afgørende hovedprioritet. Nu står de kommende år i opførelsernes tegn, men også efterfølgende vil fonden skulle understøtte driften af de tre kollegier. Det er urealistisk at regne med, at de kan hvile i sig selv, og det er heller ikke ambitionen. Ambitionen er at understøtte de unges ambitioner og øge tiltrækningen til håndværksfagene og med kollegierne skabe de bedste rammer for fremtidens højtkvalificerede håndværkere,” siger Kristian May.

For yderligere oplysninger, kontakt direktør for BRFfonden Kristian May på tlf.: 50605438, e-mail: may@brffonden.dk 

Hele årsrapporten kan læses her.

« Flere nyheder