aug. 2025BRFfonden

BRFfonden stifter nyt ejendomsselskab og ansætter direktør

BRFfonden etablerer BRFejendomme A/S, et nyt ejendomsselskab der skal opbygge en portefølje af kvalitetsejendomme i Storkøbenhavn. Målet er at opnå et markedskonformt afkast, og den erfarne brancheprofil Casper Zelmer er samtidig ansat som direktør i selskabet.

Teglfacade

BRFfonden ønsker at opbygge en position på ejendomsmarkedet med etableringen af BRFejendomme A/S, et ejendomsselskab under fondens holdingselskab BRFholding A/S. Selskabet skal over en årrække opbygge en portefølje af udlejningsejendomme i hovedstadsområdet med fokus på kvalitet, arkitektur og ansvarlig forvaltning.

 

BRFejendomme A/S skal investere i både bolig- og erhvervsejendomme, herunder fredede og bevaringsværdige bygninger. Der lægges vægt på ejendomme, der kan kræve en særlig håndværksmæssig indsats og langsigtet ejerskab.

 

”Med BRFejendomme A/S etablerer vi et professionelt ejendomsselskab, der skal skabe et solidt, langsigtet afkast. Vi investerer samtidig i ejendomme af høj kvalitet, som skal forvaltes med omtanke og respekt for deres særlige karakter, og dermed er vi med til at bevare byggerier af høj kvalitet. Det er i tråd med BRFfondens værdier om ansvarlighed, kvalitet og langsigtet perspektiv,” siger Kristian May, direktør for BRFfonden og BRFejendomme A/S.

 

Sideløbende med etableringen af selskabet tiltræder Casper Zelmer som direktør. Han har mangeårig erfaring med ledelse, projektudvikling og værdibaseret investering i ejendomme, senest som administrerende direktør i Wilders Plads Ejendomme A/S. Casper Zelmer har desuden en baggrund som advokat med speciale i fast ejendom.

 

”Det bliver en enormt spændende og udfordrende opgave at etablere ejendomsselskab med så store ambitioner om både kvalitet i ejendommene og deres udvikling og forvaltning, og jeg glæder mig meget til at komme i gang” siger Casper Zelmer, der tiltræder så snart hans nuværende forpligtelser i Wilders Plads Ejendomme A/S er afsluttet.

 

BRFejendomme A/S bliver et datterselskab under BRFholding A/S. Selskabets daglige ledelse vil bestå af adm. direktør Kristian May og direktør Casper Zelmer.

For yderligere kommentarer, kontakt venligst

Kristian May, direktør i Fonden for Håndværkskollegier

Kristian May

Direktør