apr. 2026BRFfonden

BRFfonden uddeler 262 mio. kr. til håndværkskollegierne

BRFfonden fastholder tempoet med realiseringen af visionen for fremtidens lærlingeboliger og har i 2025 uddelt 262 mio. kr. til opførelsen af håndværkskollegierne. I alt ventes fonden at uddele samlet set 1,5 mia. kr. til opførelsen af nye boliger og stærke faglige miljøer for unge under håndværksuddannelse.

Håndværkskollegiet i Herning. Foto: Adam Mørk

Gårdrummet på Håndværkskollegiet i Herning, der blev færdiggjort og indviet i efteråret 2025. Foto: Adam Mørk

Sidste år uddelte BRFfonden knap 262 mio. kr. til Fonden for Håndværkskollegier. Dermed fortsætter fonden realiseringen af sin ambitiøse vision for boliger målrettet unge under uddannelse i bygge- og anlægsfagene.  

 

Samlet set ventes fonden at uddele i alt 1,5 mia. kr., som skal danne grundlag for etableringen af håndværkskollegier flere steder i Danmark. Det første kollegium i Horsens stod færdigt i april 2024.

 

2025 blev også et år med væsentlige milepæle i projektet. Håndværkskollegiet i Herning blev færdiggjort og indviet, og der blev taget første spadestik til det kommende kollegium på Musicon i Roskilde.

 

“2025 var på mange måder et gennembrudsår for fondens vision. Indvielsen af Håndværkskollegiet i Herning og første spadestik til Håndværkskollegiet på Musicon bringer realiseringen et afgørende skridt videre. Men opførelsen er kun første del af arbejdet. Den afgørende værdi ligger i det liv, der udfolder sig på kollegierne – i fællesskaberne, fagligheden og hverdagen for kollegianerne. Det er en stor glæde at se, hvordan det nu udfolder sig i både Horsens og Herning,” siger Kristian May, direktør i BRFfonden.

 

Med håndværkskollegierne ønsker BRFfonden at styrke både de sociale og faglige miljøer for unge håndværkerlærlinge og samtidig bidrage til at øge interessen for håndværksfagene generelt. Kollegierne kombinerer boliger med værksteder, undervisningsfaciliteter og faglige fællesskaber, der understøtter de unges udvikling.

 

Indsatsen er langsigtet, og i de kommende år vil fokus være på både at færdiggøre det tredje kollegie og videreudvikle livet og aktiviteterne i de to eksisterende.

 

BRFfondens årsrapport for 2025 kan læses her

 

Om håndværkskollegierne: 


BRFfonden finansierer opførelsen af i alt tre håndværkskollegier: 

 

Håndværkskollegiet i Horsens - åbnede i marts 2024

Håndværkskollegiet i Herning - åbnede i oktober 2025

Håndværkskollegiet på Musicon - åbner i begyndelsen af 2028

 

Kollegierne opføres, drives og udvikles af Fonden for Håndværkskollegier. 

For yderligere kommentarer, kontakt venligst

Kristian May, direktør i Fonden for Håndværkskollegier

Kristian May

Direktør