Nyheder

FORSTANDER – HÅNDVÆRKSKOLLEGIET I HORSENS

16. december 2019

BRFfonden søger en forstander til det kommende Håndværkskollegium i Horsens. Kollegiet bliver det første af sin art i Danmark, og dermed skabes en ny og banebrydende bofacilitet for lærlinge, hvor der er adgang til værkstedsfaciliteter af højeste kvalitet, og hvor grundpillerne er interessefællesskab og personlig og faglig dannelse.
Kollegiet bygges på Campus Horsens.

Projektet og opgaven
Håndværkskollegiet i Horsens skal bygge på det bedste fra de danske håndværkstraditioner præget af innovative samarbejder og nye måder at arbejde med håndværk på. Kollegiet bliver en inspirerende og levende ramme for aktive og udviklingsorienterede unge, der orienterer sig internationalt, og hvor håndværkstraditioner
og teknikker udveksles med eksterne samarbejdspartnere.

Håndværkskollegiet i Horsens bliver det første af flere attraktive tilsvarende kollegier i Danmark, som BRFfonden planlægger at opføre, og kollegiet bliver dermed et vigtigt forgangsprojekt. Med opførelse af flere håndværkskollegier rundt om i Danmark opstår desuden nye muligheder for udveksling af erfaringer, gensidig inspiration og samarbejde om spændende aktiviteter på højt håndværksfagligt niveau.

Kollegiet bliver rammen for lærlinge, der vil tage del i egen og fælles læring samt indgå i et fællesskab med unge med samme interesser. Glæden ved det gode håndværk bliver omdrejningspunktet for fællesskabet.

Forstanderen skal sikre dette, ved at gøre Håndværkskollegiet i Horsens til et spændende, attraktivt og trygt sted, som befordrer unges lyst og evne til at uddanne sig i et håndværksfag og udvikle sig som menneske.

Forstanderen får ansvar for Håndværkskollegiets ledelse, drift og udvikling. Opgaven bliver at realisere BRFfondens ambitioner om at bidrage til at fastholde og udvikle håndværkerfagene og fagligheden hos kollegiets unge, og dermed gøre det attraktivt at uddanne sig til håndværker og styrke håndværksfagenes prestige i samfundet.

Forstanderen skal indgå i styregruppen for byggeriet og bidrager dermed til at forme de fysiske rammer, faciliteter og indretning, så ambitionerne for Håndværkskollegiet realiseres på bedste vis. Læs mere om kollegiet i stillings- og personprofilen på www.muusmann.com.

Kompetencer
Det er afgørende, at forstanderen deler mål og ambitioner for BRFfondens Håndværkskollegier i Danmark, hvor der er fokus på udvikling af faglighed, det gode danske håndværks kvalitet og dannelse af kollegianerne.

Forstanderen skal have indgående viden om, hvad der er godt håndværk, kende til tendenser i fagene og være passioneret omkring håndværkerfagenes udvikling. Forstanderen skal derudover have kompetencer indenfor ledelse, undervisning, formidling, samarbejde og styring af daglig drift, herunder af økonomi. Den kommende chef skal være en moderne og relationel leder, der opnår autoritet gennem faglig viden, en inddragende og involverende tilgang til unge samt evne til at skabe fremdrift og trivsel.

Forstanderen skal formå at indgå i et konstruktivt og professionelt samspil med styregruppen for byggeriet og sidenhen med Fonden for Håndværkskollegier, direktion og bestyrelse og her levere kvalificerede indspil til den videre udvikling.

Kollegiets samlende figur skal trives og motiveres af samværet med kvalitetsbevidste unge, og formå at inspirere og understøtte deres personlige og faglige udvikling. Det forudsætter bl.a. indsigt i læringsprocesser, forståelse for og kendskab til ungdomskultur.

Forstanderen skal beherske mundtligt og skriftligt engelsk på et niveau, der sætter vedkommende i stand til at kommunikere kompetent med internationale samarbejdspartnere og kursister.

Vilkår
Forstanderen ansættes indledningsvist som konsulent i BRFfonden og overgår herefter til stillingen som forstander efter byggefasen. Forstanderen refererer til direktøren for Fonden for Håndværkskollegier. Der tilbydes gode ansættelsesvilkår.

Andet
Læs mere om stillingen på www.BRFfonden.dk og
www.muusmann.com. Her kan stillings- og personprofilen ses.
Tiltrædelse: 1. maj 2020
Ansøgningsfrist: Søndag den 19. januar 2020
Søg stillingen på www.muusmann.com/stillinger
Kontakt gerne direktør Kristian May, BRFfonden, tlf. 50 60 54 38
eller adm. direktør Lars Muusmann, tlf. 40 76 72 27.

« Flere nyheder